Om Foreningen Naturpassion
Foreningen Naturpassion er et naturbaseret fællesskab på Sydfyn, stiftet i 2022 med ønsket om at bringe mennesker tættere på naturen, sig selv og hinanden.
Vi skaber fællesskaber, aktiviteter og projekter med naturen som både ramme, relation og medspiller. Hos os mødes naturforbindelse, trivsel, læring, kreativitet, friluftsliv og personlig udvikling.
Naturpassion er både et medlems- og frivilligbåret fællesskab og en platform for naturbaserede projekter og samarbejder med kommuner, fonde, organisationer, fagpersoner og andre aktører.

Vores formål
Foreningen Naturpassion arbejder for at styrke menneskers forbindelse til naturen, sig selv og hinanden og derigennem fremme trivsel, fællesskab og livskvalitet.
Vi skaber muligheder for naturoplevelser, læring, udvikling og deltagelse i meningsfulde fællesskaber og ønsker samtidig at styrke naturforbundethed, omsorg for naturen og en mere bæredygtig og regenerativ måde at leve og skabe fællesskaber på.
Et fællesskab drevet af frivillighed og samskabelse
Naturpassion er et medlems- og frivilligbåret fællesskab, hvor mennesker ikke kun kan deltage, men også være med til at skabe.
Aktiviteter og initiativer kan vokse frem fra medlemmer, frivillige og fagpersoner, der ønsker at bringe idéer, erfaringer og engagement ind i fællesskabet. Vi arbejder med tydelige fælles rammer og ansvar, samtidig med at der er plads til initiativ, medskabelse og selvorganisering.
Ved siden af det frivillige foreningsliv udvikler og gennemfører vi også fondsfinansierede og samarbejdsbaserede projekter, hvor relevante fagpersoner kan indgå professionelt. På den måde kan frivillighed, faglighed og projektarbejde eksistere side om side.
Integral og helhedsorienteret tilgang
I Foreningen Naturpassion arbejder vi ud fra en integralt funderet tilgang til mennesket, naturen og fællesskabet. Inspireret af integral tænkning ser vi ikke én metode eller forståelse som den eneste rigtige, men som en del af en større helhed, hvor forskellige perspektiver bidrager med hver deres væsentlige indsigt.
Det betyder, at vi aktivt samler og integrerer viden og praksisser fra flere faglige retninger. Hos os mødes blandt andet naturterapi, naturvejledning, friluftsliv, psykologi, pædagogik, kropslige tilgange, kreativitet og fællesskabsprocesser.
Vi arbejder ikke i faglige siloer – men i samspil.
Den integrale tilgang giver os mulighed for både at arbejde med det enkelte menneskes trivsel og samtidig skabe stærke fællesskaber og udviklingsprojekter. Vi kan rumme det sanselige, relationelle, faglige og samfundsmæssige og skabe indsatser med blik for helheden.
Hvor nogle indsatser tager afsæt i én tilgang eller faglighed, arbejder vi bevidst på tværs. Det gør os i stand til at udvikle og gennemføre projekter i samarbejde med kommuner, foreninger og andre aktører – samtidig med at arbejdet er forankret i menneskelig erfaring, naturkontakt og faglig kvalitet.
En regenerativ tilgang
For os handler regenerativ tænkning om mere end bæredygtighed og om at mindske belastningen af naturen. Det handler også om at skabe betingelser for, at mennesker, fællesskaber og natur kan trives og udvikle sig sammen.
Vi ser Naturpassion som et levende økosystem af mennesker, relationer, fagligheder, initiativer og steder. Derfor arbejder vi med medskabelse, ansvar, mangfoldighed og lokale initiativer frem for, at al udvikling skal komme fra få personer.
I praksis betyder det blandt andet, at mennesker får mulighed for både at deltage og bidrage, at initiativer kan vokse frem i mindre selvorganiserende fællesskaber, og at ansvar følger den, der tager initiativ. Samtidig har vi fælles rammer, som sikrer retning, kvalitet og omsorg for både mennesker og natur.
Vores regenerative tilgang gælder derfor både det, vi skaber, og måden vi organiserer os på.

Vores værdier
Forbundethed
Vi arbejder for at styrke forbindelsen til naturen, os selv og hinanden.
Autenticitet
Vi møder verden ærligt og med respekt for forskellighed.
Ansvar
Vi tager ansvar for vores liv, vores fællesskab og den natur vi er en del af.
Medskabelse
Vi tror på, at fællesskaber bliver stærkere, når mennesker får mulighed for at bidrage med deres erfaringer, idéer og engagement. Naturpassion er noget, vi skaber sammen.
Vi går vejen sammen
Naturforbindelse er for os ikke kun en metode, vi bruger i arbejdet med andre. Det er en praksis, vi selv er en del af.
Mange af os lever allerede et aktivt liv i og med naturen – gennem blandt andet friluftsliv, vandringer, naturfordybelse og forskellige former for naturbaseret praksis. Samtidig betragter vi naturforbindelse som noget, vi aldrig bliver færdige med at udvikle.
Derfor fungerer Naturpassion også som et praksis- og læringsfællesskab for de mennesker, der er med til at skabe foreningen. Her deler vi erfaringer og fagligheder og fordyber os sammen i blandt andet planter og urter, naturforståelse, friluftsliv, facilitering og forskellige redskaber til arbejdet med mennesker i naturen.
Foreningen bliver på den måde også en træningsarena, hvor vi lærer af naturen, af praksis og af hinanden. Det styrker både vores egen naturforbundethed og den faglighed, vi bringer ind i aktiviteter, projekter og samarbejder.
Vi tror på, at vi bedst kan invitere andre tættere på naturen, når vi også selv fortsat går den vej.
Året i Foreningen Naturpassion
I Naturpassion følger mange af vores aktiviteter årets rytme og naturens cyklus.
Gennem året inviterer vi til fællesskaber, forløb og arrangementer, der tager afsæt i årstidernes skiften – fra forårets spirende liv og sommerens udfoldelse til efterårets høst og vinterens fordybelse.
Årshjulet giver et indblik i nogle af de tilbagevendende aktiviteter og temaer, der kan danne ramme om livet i foreningen.

Bestyrelsen i Foreningen Naturpassion
Foreningen Naturpassions bestyrelse består af mennesker med forskellige faglige og personlige erfaringer og en fælles interesse for natur, fællesskab og udvikling. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for foreningens retning, økonomi og rammer og arbejder samtidig for at skabe gode betingelser for initiativ, medskabelse og engagement i foreningen.
🌿 Mia Rafn Hansen
Bestyrelsesmedlem og medstifter
Mia er uddannet pædagog og naturvejleder fra Skovskolen og arbejder som freelance naturvejleder i eget firma. Hun har 27 års erfaring som spejderleder og stor ekspertise i natur- og friluftsformidling til både børn, unge og voksne.
Mia arbejder med vild mad, bålmad, biodiversitet, klima og naturforståelse og tilbyder også forløb for mennesker med særlige behov.
Hun har været naturguide på flere Kultur på Recept-forløb og fungerer i dag også som mentor for naturaktører i de fynske kommuner. Hun har i mange år også været engageret i Danmarks naturfredningsforening og er med i bestyrelsen også.
🌿 Katrine Aleksandra Golding
Bestyrelsesmedlem
Katrine er fysioterapeut, kraniosakral terapeut og yogalærer med dansk/amerikansk baggrund.
Hun er stifter af Hjerteforbindelse og arbejder med holistisk kropsterapi, traumeforløsning og fællesskabsbaserede forløb.
Hun faciliterer bl.a. kvindecirkler, ceremonier og workshops og har en dyb passion for både kroppen og naturen som helende rum.
👉 https://www.hjerteforbindelse.dk
🌿 Zaraliv Bjergly Nøkleby
Formand og medstifter
Zaraliv er formand i Foreningen Naturpassion og arbejder med koordinering, projektledelse og udvikling af samarbejder.
Hun er uddannet naturterapeut, projektleder og har en PD i psykologi.
Derudover er hun aktiv som instruktør i foreningens forløb og aktiviteter og har en central rolle i udviklingen af foreningens vision og projekter.
🌿 Lone Hemmingsen
Kasserer
Lone har været kasserer i Foreningen Naturpassion siden januar 2025.
Hun er et stort naturmenneske og har gennem mange år været aktiv spejder – herunder også tidligere kasserer hos Christiansminde Spejderne.
Lone er en engageret frivillig i foreningen, hvor hun både bidrager i bestyrelsesarbejdet, støtter op om aktiviteter og selv er instruktør. Hun tilbyder blandt andet “Tapping i tipien” som tankefeltterapeut.
Tidligere har Lone arbejdet som radiograf, og i dag beskæftiger hun sig med bogholderi.
🌿 Jens Teglers
Bestyrelsesmedlem
Jens har været en del af bestyrelsen siden februar 2026 og arbejder til daglig som friluftsvejleder.
Han bidrager med stærke praktiske kompetencer og afholder bl.a. bushcraft-kurser for foreningens medlemmer og frivillige.
🌿 Carina Lykke Johannessen
Bestyrelsesmedlem og medstifter
Carina er designer og har mange års erfaring med innovative forandringsprojekter, samskabelse og udviklingsprocesser inden for blandt andet kultur- og sundhedsområdet.
Hun er uddannet procesleder, projektleder, mindfulness-instruktør og facilitator og har desuden en diplomuddannelse i forandringsledelse samt uddannelse i spirituelt lederskab.
I dag arbejder Carina i sin egen virksomhed Lykkehjem, hvor hun blandt andet arbejder med mindfulness, undervisning, kvindecirkler og facilitering.
Carina er drevet af samskabelse og nytænkning og finder selv ro og refleksion i naturen, som hun ser som et stærkt rehabiliterende rum. I Naturpassion bidrager hun særligt med blik for kreative processer, udvikling, facilitering og fællesskaber..
Dokumenter og rammer
Her kan du læse mere om Foreningen Naturpassion, vores organisering og de fælles rammer for at være en del af foreningen.
Vedtægter
Foreningens formelle grundlag og vedtægter.
Sådan fungerer Naturpassion
En kort introduktion til vores fællesskab, organisering, medskabelse og måden, aktiviteter og initiativer bliver til på.
Frivillig og medskaber
For dig, der gerne vil engagere dig, bidrage med idéer eller være med til at skabe aktiviteter og fællesskaber.
